fbpx

Kan en utryg barndom, med svigt, skabe virkelige smerter i voksenlivet?

Kan en stresset og traumatisk opvækst være så stor en belastning for vores organisme, at vi lider i voksenlivet – ikke kun psykisk, men kropsligt? Kan vi tage fysisk skade af en opvækst i kontinuerlig utryghed?

Når disse spørgsmål stilles op på denne måde, er svaret, for mange, selvfølgeligt et JA! Især for os, der kommer fra opvækstbetingelser, der har været kaotiske, utrygge og stressende. Det får konsekvenser, senere i livet, at have en barndom, hvor der mangler en sikker omsorgsperson til at gribe, regulere og hjælpe os tilbage til tryghed og balance, når vi oplever ubehag, stress og utryghed. En sådan start på livet skaber et voksenliv på et skrøbeligere fundament med et ’flosset nervesystem’. Heraf får mange af os ikke kun ondt i psyken, men også ondt i kroppen.

Vi er mange

Allerede inden jeg startede Barndomskriger mødte jeg, på mit arbejde på Psykiatrisk afdeling, i min egen klinik, som massør, Kranio Sakral terapeut og traumeterapeut mange mennesker, der led af ”uforklarlige smerter”. Jeg selv inklusiv. Jeg mærkede en voksende fortvivlelse over, at mange endte med at blive stemplet som uhjælpelige, besværlige eller at deres smerter kun fandtes i deres eget hoved. Disse mennesker søgte at få svar og hjælp til deres smerter og for mange ”kroniske stress og udmattelse”. Men de fik ikke, og mange får ikke, den hjælp de søger eller fortjener.

Heraf opstod nysgerrigheden til at finde årsagen bag symptomet. Jeg er og bliver til stadighed urokkelig i min overbevisning om, at vi skal finde og afhjælpe årsagen, i stedet for kun at symptombehandle.

Vi formes i barndommen

Der findes ingen medicinsk forklaring på hvorfor vi kan få ondt i kroppen af en utryg og stresset barndom, da systemet, rent medicinsk og lægefagligt, ikke kan påvise, at smerterne opstår af noget håndgribeligt og målbart, såsom en fysisk skade. Men derfor er vi stadig ”kommet til skade”. Vi kan komme til skade på en barndom, hvor giftig stress (traumatisk stress) var mere normalt end tryghed og en stabil omsorgsperson, som vi kunne læne os op ad, når vi oplevede angst, usikkerhed og stress.

Kroppen husker alt. Alt hvad vi har været igennem på livets vej, bliver lagret i vores krop. Noget husker vi bevidst, men det meste bliver henlagt i det ubevidste, i dybere lag af vores bevidsthed og i vævshukommelsen. Fundamentet for vores måde at være i livet på samt vores nervesystems og krops evne til at regulere sig selv, bliver skabt i barndommen, hos vores primære omsorgspersoner. At kunne regulere sig selv, altså bringe sig selv tilbage i balance og kunne restituere efter angst, traumer og stress er altafgørende for vores psykiske og fysiske velbefindende, i voksenlivet. Det er svært at bygge solide etager af selvværd, en følelse af at være gode nok som vi er og at vi kan stole på andre mennesker, når vi starter livet med et uligevægtigt fundament, bygget på utryghed og stress.

En utryg barndom skaber virkelige smerter i voksenlivet

Tidlig toksisk stress, giftigst stress eller traumatisk stress. Kært barn har mange navne. Denne giftige stress ændrer vores krop, psyke og neurale netværk. Vores neurale netværk er tusindvis af forbundne nerveceller (det neurale netværk), der bl.a. sender smertesignaler til hjernen ift. hvad vi sanser i kroppen eller følelsesmæssigt. Dette kan altså både være fysisk smerte, hvis vi fx kommer til skade eller ved psykisk smerte via. vores følelser. Vores krop skelner således ikke imellem om vi lider fysisk og psykisk. Rent biologisk kan vores hjerne rent faktisk producere smerte, når vores krop og psyke er dysreguleret, af utryghed og traumatisk stress, fra en dysfunktionel opvækst. Denne smertetilstand betegnes, på engelsk, PDD (Psychophysiologic Disorder). PDD er smertetilstande, der skyldes dysregulering, altså ubalance i hjernen og kroppen.

Mærket af barndommen

Når et barn vokser op i et utrygt miljø, uden omsorgspersoner til at skabe ro og tryghed, formes og fanges barnet i en ond spiral af helt basale overlevelsesmekanismer, kamp, flugt og frys. Det er meningen, at disse ur-biologiske processer skal vare kort tid, hæmme evt. fysisk smerte og redde vores liv. Kroppen vil herefter igangsætte en proces med træthed og smerte. Kroppen gør dette for at bringe os i en tilstand af restitution, hvor vores krop kan reparere skader og genopbygge sig selv. De fleste kender bl.a. til smerten efter at have trænet. Når vi måtte undvære en tryg base, men i stedet voksede op med en krop og et nervesystem, der alt for ofte var i kamp, flugt, frys, vil vores organisme blive fanget i en kraftig turbulens. Vores krop vil, i forsøget på restitution, konstant producere træthed og smerte, samtidig med at vores hjerne og nervesystem er kodet til at være konstant på vagt og sanse ”farer”. Farer som sjældent udgør en reel farer, men kroppen skelner ikke. At være i alarmberedskab bliver en konstant tilstand, som holder vores krop i en hypervagtsom tilstand, samtidig med at vores krop, i forsøget på at hjælpe sig selv og få det bedre, trækker os ned i udmattelse og smerte.

Overlevelse

Vores neurale netværk aktiveres af både indre stimuli, fx følelser, og ydre som fx smerte. Det neurale netværk, der var designet til at hjælpe os, vil over tid blive fysisk eller psykisk overstimuleret og overaktivt af en utryg opvækst. Mennesker, der vokser op i utryghed, som sanser farer oftere, vil således danne et større neuralt netværk med flere nerveforbindelser mellem de hjernecellerne, der sender smertesignaler i vores organisme. En hjerne, der således tror at den er i konstant fare, vil skabe mere smerte og udmattelse. Tilføjes yderligere fysiske skader, mere stress, angst, negative følelser eller anden psykisk smerte, vil dette overstimulerede smertesystem, i kroppen, sende en yderligere kavalkade af smerte og udmattelse, i forsøg på at hjælpe sig selv.   

Vi kan blive syge af en dysfunktionel barndom

Vores barndom ligger grund for vores videre færd i livet og har en fundamental betydning for hvordan vores fysiske og psykiske helbred ser ud i voksenlivet.  ACE testen er et godt eksempel, da dette store studie, fra Californien, påviser sammenhængen mellem en traumatisk barndom og en markant større risiko for udvikling af sygdomme i voksenlivet. Selve PDD diagnosen kan selvfølgelig kun diagnosticeres af læger, men er et skridt i den rigtige retning ift. at forstå sammenhængen mellem en barndom i utryghed og alarmberedskab og et voksenliv med ”uforklarlige” smerter og udmattelse.

Indikationer på PDD kan bl.a. være kropslige fornemmelser såsom prikken, snurren, summen, stikken, dunken, strålen, følelsesløshed, oversensitiv hud, eller brændende fornemmelser.

PDD kan også vise sig som ledsmerter, muskelsmerter, ansigtssmerter, nakke og rygsmerter, mavesmerter, eller bevægelige smerter, der flytter sig rundt i kroppen m.m. Ofte er PDD smerter symmetriske, selv når de flytter sig rundt i kroppen. Fx kan smerterne forekomme i begge arme eller ben på en gang.    

Det første skridt

Vejen til et bedre liv, med færre smerter, mere energi og bedre livskvalitet kan være svær at finde. Når samfundet og vi selv måske også mangler forståelse for hvad det er, der sker eller er sket med os, fysiologisk og psykisk. Hvis årsagen ikke kan påvises, kan det være meget svært at finde den korrekte måde at behandle på.

Hvis vi er blevet symptombehandlet langt hen af vejen og vi ikke har fået bearbejdet den bagvedliggende årsag, vil vi oftest aldrig få en chance for at komme ud af den negative spiral. 

Kunne det være en ide, at vores krop, måske for første gang, lærer at kunne regulere sig selv? Hvis en dysreguleret krop er årsagen til fx PDD smerter, vil det så ikke være interessant, at se hvad kroppen kan, hvis vi lærer vores krop at slukke for alarmberedskabet? Så vores organisme kan forstå, at den ikke behøver at være i hypervagtsom tilstand mere? Faren er drevet over. Det er tid til balance.

For mange kan det lyde som utopi, at kroppen selv kan dette. Jeg synes mere det er skæmmende at folk ikke ved det. Da jeg forstod, at min krop selv var i stand til dette, gjorde det den største forskel i mit eget liv ift. min “kroniske” stress og smerter. 

Skab et nyt fundament til et bedre liv

Vi KAN lære os selv og vores krop, at gå fra at være dysreguleret til at være i balance. Det ligger i vores ur-biologi, at gå fra at være på vagt til at kunne slappe af og restituere. Det er ikke naturligt at være fanget i en smertende og altid stresset krop. 

Hjernen er et fantastisk organ, der er under konstant forandring. Med den rette hjælp kan hjernen ændre sig i voksenlivet igennem læring og træning. Når vi lærer nyt, skaber vi nye koblinger af nerveceller i hjernen og anlægger derved nye neurale gange. Det kan sammenlignes med at lægge nye veje inde i hjernen. Disse veje kan således lære at sende signaler om, at vi er sikre og kan være trygge, i stedet for at være på vagt og være i en fysiologisk tilstand af stress. Et neuralt netværk, der er overaktivt og formet til at gå i kamp, flugt, frys med det samme, (en overlevelseshjerne) kan således lære at tænke rationelt og ikke gå direkte i overlevelsestilstand. Der findes ingen mirakelkure ift. at lære en ’overlevelseshjerne’ og krop ikke at gå direkte i alarmberedskab. Hvis du fra barnsben lærte, at måden du overlevede på var, at ’have antennerne ude’ og du derved er kodet til at være i alarmberedskab, kræver det tid og tålmodighed, at lære din krop det modsatte.

Giver dette indlæg mening for dig, i forhold til dit eget liv?

Barndomskriger rejser rundt i hele Danmark og lærer mennesker hvordan de genlærer deres krop, at kunne regulere sig selv og komme i balance.

Vi afholder STS – Stress. Traumer. Smerte forløbet i hele Danmark.

Kilder:

Allan Abass og Howard Schubiner: Hidden from View – A Clinican´s Guide to Psychophysiologic Disorder

Bessel Van Der Kolk: The Body Keeps the Score: Brain, Mind, and Body in the Healing of Trauma

ACE Study: https://dunedinstudy.otago.ac.nz/

ACE Study: https://www.cdc.gov/violenceprevention/acestudy/index.html

X