fbpx

Den narcissistiske familie

At være outsideren eller det sorte får, i en familie med narcissistisk adfærd, kan være hårdt! Men det kan også være en god ting! Det kan nemlig betyde, at du ikke blev eller er som det ophav du kommer fra! Derimod blev du måske et meget empatisk menneske, hvilket jo heldigvis er det modsatte af at være narcissist.

Det omvendte af en følelsesmæssigt moden familie (OMVENDT ADFÆRD)

I en normal og sund familie gør forældre deres bedste for at imødekomme deres børns behov og støtte deres udvikling. 

I den narcissistiske familie, med forældre der har narcissistisk adfærd, er alt direkte omvendt! Her kommer forældrenes behov og ønsker ALTID først. Derfor ender mange børn af narcissister med, selv som små, at være dem, der må tilpasse sig deres forældres dysfunktionelle adfærd. Dette er ofte på bekostning af dele eller hele deres barndom og ungdom.

Morale er godt, men dobbeltmorale er jo dobbelt så godt!

I denne slags familiekonstellationer foregår der ofte rigtig meget psykisk og fysisk vold, imellem familiemedlemmer. Benægtelse, ansvarsfralæggelse, usagte forventninger, skyld, skam, forkerthedsfølelse, millimeterretfærdighed, straf, bagtaleri, alliancedannelse, splitting, destruktive søskende-konkurrencer, kolde skuldre og projicering af egne skamfulde handlinger og adfærd, der bliver tillagt andre familiemedlemmer. Dette er desværre normal adfærd, i denne slags giftige familier. Ofte får familiens syndebuk, eller familiens sorte får, skylden og bliver udskammet for noget som han eller hun slet ikke har gjort eller er.

Har du en narcissistisk familie?

Hvis du kan genkende nogle af disse mønstre, fra din egen familie, men du bestemt ikke er enig i, at det føles hverken naturligt, rigtigt eller rart, at behandle hinanden så barskt og grænseoverskridende, så hører du måske slet ikke til, i din egen familie. Heldigvis!

Det virker måske underligt, at jeg ligefrem kan virke glad på dine vegne, hvis du ikke hører til, i din egen familie. Det bør jo under normale omstændigheder være en god ting, at passe ind i sin flok. Under NORMALE omstændigheder ja! Men med denne måde at være familie på, behøver du hverken en fatal ulykke, en livstruende sygdom eller naturlige dødsårsager, til at tage livet af dig. Det skal din familie nok klare helt fint for dig, med psykisk vold og stresshormonerne kortisol, adrenalin og noradrenalin piskende rundt i din krop, fordi du er i kronisk alarmberedskab, når du er sammen med dem. DET kan alle mennesker blive meget syge af! Og den stress kan blive til en dødsårsag, hvis du ikke passer på dig selv!

De usynlige lænker

Dramatrekanten eller Offer – krænker – redder trekanten er omdrejningsaksen, i det fastlåste narcissistiske familiemønster. Dette familiemønster er urokkeligt og uforanderligt. Her skal du derfor makke ret og passe ind! Hvis du træder udenfor, risikerer du at blive skydeskive for både ydmygelse, nedgørelse, skyld, skam, forkerthedsfølelse og Gaslighting. I værste fald risikeres udstødelse, i nogle familier, hvis der ikke rettes ind! Hvis du så ovenikøbet har den FRÆKHED og er så utaknemmelig at du kan finde på, at begynde at sætte grænser og ligefrem sige NEJ, til din narcissistiske forælder, så går jorden under!

Drama er deres mellemnavn

Narcissistiske familier fodres energimæssigt af drama og konflikter. Derfor bliver konflikter næsten aldrig løst. Hvis de gør, bliver dette hurtigt udbedret og konflikten erstattes af noget nyt og spændende. Således kan familien igen samles og på ny bagtale andre mennesker, der som regel ikke har gjort noget. I disse familier bliver der aldrig ro og fred. Heller ikke selvom mange af os outsidere eller sorte får har brugt mange år, af vores liv, på at vente på dette og holdt ud. I håbet om bedring. Narcissister kan ikke lide fred og ro, for så bliver der stille og så begynder de at kunne mærke sig selv.

Den narcissistiske families uskrevne love og regler

Narcissistiske familier lever efter usagte forventninger og deres helt egne uskrevne regler. Regler, der på ingen måder, kan sammenlignes med en normal og følelsesmæssigt sund families. Følelsesmæssigt modne familiemedlemmer behandler, for det meste, hinanden omsorgsfuldt og respekterer hinandens grænser. I symbiotiske og giftige familier, har narcissisten fx altid ret. Også selvom han eller hun faktisk ikke har. Der er aldrig noget, der er deres skyld. Selv hvis de rent faktisk har gjort det. De kan aldrig gøre noget forkert og hvis de gør, så er det andres skyld! Heldigvis har de familiens sorte får eller syndebuk, som belejligt nok kan få skylden. De har endvidere lov til, til enhver tid, at overskride deres børns grænser og forvente, at deres børn står klar til at servicere dem. Det er, for de fleste af disse narcissistiske forældre, også forventet, at deres børn står dem i evig taknemmelighedsgæld, for deres fantastiske forældermæssige evner.

Du skal vælge side! Narcissistens side selvfølgelig!

Hvis du ikke holder med den narcissistiske forælder (eller et andet narcissistisk familiemedlem), tager du selvfølgelig fejl. Desværre forventer narcissister også ofte, at deres børn skal vælge side, skal vælge imellem deres egne forældre og nogle gange også skal vælge imellem søskende eller andre familiemedlemmer. Dette sætter et barn i en umulig, ubehagelig og meget stressende situation.

Fint skal det være!

Husk at du skal smile og udadtil give udtryk for og lade som om, at I er en stor, LYKKELIG og velfungerende familie. Det er lige meget om I græder, bløder og lider indvendigt. Det vigtigste er folks beundring og anerkendelse af den tomme skal eller facade.

Samarbejde er skidt, konkurrence er godt

Sammenligning og favorisering af fx én søskende, som bliver familiens ”Golden Child” mens en anden søskende udvælges til at være familiens syndebuk er, i narcissistiske familier, helt normalt. Dette skaber et fordelagtigt miljø for konkurrence, drama, ansvarsfralæggelse, benægtelse, projicering, jalousi og fjendtlighed.

Narcissistisk aggression og udbrud forventes at blive accepteret, men normal grænsesætning anses som forræderi

I denne slags familier forventes det, at alle i familien rummer, forstår og tilgodeser den dominerende narcissistiske forælders udbrud, samt urimelige og krænkende adfærd. Normal grænsesætning derimod, er et NO-GO! Du skal ikke tro, at du kan sige nej til at være undersåt, skraldespand eller dørmåtte. Og du skal i hvert fald ikke tro, at du er noget!

De glemmer aldrig!

Alle fejl, uanset hvor små, som du nogensinde har begået, samt alle dine ”ømmeste punkter” kan og vil blive brugt imod dig! Formodentligt resten af dit liv og til offentlig skue! Også selvom du har taget ansvar for dine fejltrin, har lært af disse og har udviklet dig. Hvilken narcissister ikke kan. Dette glemmes ikke, da det er en særdeles oplagt mulighed for, at kunne fortsætte med at ydmyge og udskamme dig efter behov.

De kan ikke reparere relationer

Narcissistiske og følelsesmæssigt umodne forældre og søskende er oftest ikke i stand til at reparere en relation. Dette ville kræve at de skal begynde at reflektere over egne handlemønstre, at de skal se på deres egen rolle i konflikten og at de skal tage ansvar for deres egen adfærd. Måske kan de endda risikere, at ende med at skulle sige undskyld! For de fleste narcissister bliver dette et pænt “NEJ TAK!”.

Men!

Det kræver kun én Barndomskriger!

Ses vi, et sted i Danmark, til Barndomskriger foredraget “Den følelsesmæssigt umodne og narcissistiske familie?

Hvis du synes at dette indlæg var interessant og vil du gerne vide mere om følelsesmæssigt umodne og narcissistiske familier? Så anbefaler vi, på det kraftigste, dette foredrag!

Barndomskriger kommer både til Sjælland, Odense og til mange af Jyllands hyggelige byer, i år 2023.

Se datoer, lokationer og køb dine billetter via vores aktivitetskalender her:

X